Aktivitet:
Klip et hus og send det til vejrs. I forbindelse med sæsonåbning i Hodja – Nørrebro Børnefilmklub laver vi hvert år et åbningsevent. Vi har for eksempel lavet et event til animationsfilmen ”Op”. På dagen har vi skaffet helium og 200 store balloner, som pustes op og sendes til vejrs i Empires foyer.
På bordene ligger klippeark, farveblyanter, tape og sakse. Klip et hus, farvelæg det, fold det, saml det og sæt det på din ballonsnor. Send dit hus til vejrs. Snart er hele foyeren fyldt med kulørte balloner og snore, og over 50 huse er kommet op. Da vi skal op til biografsalen, tager medlemmerne deres balloner med, som parkeres i gangen ind til biografsalen. Enkelte forsvinder op i biografen under filmen.
Fremgangsmåde: Lej helium og køb store balloner, gavebånd, farveblyanter og klar tape. Kopier eller tegn selv foldehus i A4 format på tykt papir. Medbring farveblyanter/tusser, sakse, tape og ruller med tyndt gavebånd i forskellige farver.
Inden filmen: Uddel klippeark og farver og lad alle farve, klippe og folde et hus. Imens nogle voksne hjælper med at klippe, folde og tape husene sammen, står andre og puster balloner op med helium og binder lange snore på. Når et hus er klippet, foldet og tapet sammen, trækkes snoren igennem taget og et hul i gulvet (prikkes med en saks). Send ballonerne til vejrs og lad snorene være lige så lange som rummet er højt! Medbring ballonerne til visning af filmen eller parker dem ved døren.
Deltagere og samarbejdspartnere:
Filmklubbens medlemmer og medlemmer fra bestyrelsen. Vi er altid minimum tre tilstede til en visning, og på åbningsdagen forsøger vi alle sammen at være der, så børnene møder os alle sammen.
Erfaringer:
Mens vi laver huse og balloner, får vi snakket med medlemmerne om filmen, som vi skal se, og om alt fra alternative boformer, om at flytte, om at forfølge sine drømme til specielle venskaber. Efter filmen fortsætter snakken, hvorefter medlemmer og flyvende huse forsvinder ud af salen og videre ud i gaden, hvor man ser dem med ballonen i hånden, på cyklen eller gående ud i en søndag på Nørrebro.
Økonomi:
Pengene tog vi fra vores budget, som består af medlemskaber og legater, som vi hvert år søger – bl.a. fra Nørrebro Lokaludvalg, Nordea Fonden og Integrationspuljen.
Markedsføring:
Åbningsdagen er altid omtalt i vores program som noget særligt. Dog skriver vi aldrig, hvad der kommer til at ske helt konkret, da programmet trykkes længe inden planlægningen. Der står blot, at børnene skal komme én time inden filmen starter til morgenmad og en sjov overraskelsesevent og gerne må medbringe mor og far og søskende denne dag. Det glæder børnene sig altid meget til! Desuden fortæller vi ude på skolerne, når vi hverver medlemmer, at denne dag er noget særligt – og for alle børn (indenfor målgruppen), der gerne vil se, hvad Hodja er for noget.
Kontakt:
Hodja fra Nørrebro,
v/ Mille Rude, M millerude@gmail.com
Bilag:
PDF med skabelon til ballon-hus
Link:
Hjemmeside: hodjabio.dk/index.php/hodja-noerrebro
Facebookside: www.facebook.com/hodjabio