Åbningsevent (Hodja Nørrebro)

Aktivitet:
Vi viste filmen ”Modig” (”Brave”) på vores åbningsdag i ”HODJA fra Nørrebro”. Derfor lod vi temaet lægge sig op ad filmen. Traditionen tro bød vi på gratis morgenmad i biografens foyer (Empire Bio på Nørrebro) inden filmen, mens vi indskrev nye medlemmer. Morgenmaden består altid af et tag-selv-bord med morgenbrød, diverse pålæg, kaffe, the og saft. Morgenbrødet får vi fra lokale bagere som det, der hedder ”dagsgammelt brød”. Det er en særlig aftale, vi har lavet med dem, hvor vi afhenter brød fra dagen forinden – gratis. Til inspiration kan den aftale laves med de fleste bagere, hvis budgettet i filmklubben er stramt. Foruden morgenmad har vi altid en event på åbningsdagen, der lægger sig op ad temaet. Vi havde til lejligheden indkøbt buer, pile og skydeskiver (beregnet til børn selvfølgelig). Vi havde hængt dem fint op i gården foran biografen (Empire Bio) og pyntet op med balloner mm. Her afholdte vi så bueskydningskonkurrence, da hovedpersonen i ”Modig” er en meget dygtig bueskytte. De store børn skød fra den ene ”bane” med en vis afstand – mens de små skød fra en anden bane med mindre afstand. Vi voksne havde på forhånd sat os ind i, hvordan man gør, så vi kunne lære børnene det. Vinderen var den, der flest gange ramte det midterste felt på skydeskiven. Det blev en dreng fra Guldbergskolen. Han kommer fra Mellemøsten og havde aldrig før prøvet at skyde med bue og pil – og hans første tur i biografen var i Hodja. Det var en stor oplevelse for ham at vinde. Inden filmen inde i salen blev han kåret som vinder og fik tildelt et diplom ”Den Gyldne Pil” og en Hodja plakat. Derefter afholdt formanden (undertegnede) åbningstale, som det er en tradition i Hodja. Her bliver nye medlemmer budt velkommen, gamle medlemmer bliver budt velkommen tilbage og bestyrelsen (de voksne i Hodja – alle klædt i Hodja t-shirts) bliver introduceret, så alle børnene ved, hvem vi er. Derefter blev filmen indledt. Temaet var selvfølgelig mod, bueskydning og eventyr.

Deltagere og samarbejdspartnere:
I Hodja fra Nørrebro har vi denne sæson lige knapt 90 medlemmer.
Hodjas bestyrelse deltog. Vi er syv voksne. Vi er altid minimum tre tilstede til en visning, og på åbningsdagen forsøger vi alle sammen at være der, så børnene møder os alle sammen.

Erfaringer:
Hodja fra Nørrebro har altid haft en tradition for at lave en større åbningsevent. Derfor glæder børnene sig, og de har tit forældre og søskende med. Det er godt for en lille klub som os, som er forankret i lokalmiljøet på Nørrebro, at mange kommer den dag, så vi kan få medlemmer til sæsonen og møde vores medlemmer og deres familier gennem leg, oplevelser og god morgenmad inden filmen.
Vi tror, at flere klubber lader sig begrænse af økonomi eller antal (mange) medlemmer, men tænk på, hvor mange events i forbindelse med en film, som man kan lave for få penge for mange børn. Det behøver ikke at være dyrt og fint – blot sjovt og inddragende : )
Vi fortsætter i hvert fald traditionen : )

Økonomi:
Vi gav omkring 700 kr. i alt for tre buer, seks pile og to skydeskiver. Vi købte det hele gennem en jagtforretning på nettet. Brødet var som sagt gratis. Vi indkøbte pålæg og saft, kaffe og the. Her brugte vi omkring 400 kr. Diplomet som vinderen fik, lavede vi selv, så det var gratis. Plakaten som han fik, er en Hodja plakat, som vi hvert år får trykt i et større oplæg og bruger dels som reklame og dels som præmier. Pengene tog vi fra vores budget, som består af medlemskaber og legater, som vi hvert år søger – bl.a. fra Nørrebro Lokaludvalg, Nordea Fonden og Integrationspuljen.

Markedsføring:
Åbningsdagen er altid omtalt i vores program som noget særligt. Dog skriver vi aldrig, hvad der kommer til at ske helt konkret, da programmet trykkes længe inden planlægningen. Der står blot, at børnene skal komme én time inden filmen starter til morgenmad og en sjov overraskelsesevent og gerne må medbringe mor og far og søskende denne dag. Det glæder børnene sig altid meget til! Desuden fortæller vi ude på skolerne, når vi hverver medlemmer, at denne dag er noget særligt – og for alle børn (indenfor målgruppen), der gerne vil se, hvad Hodja er for noget.

Kontakt:
Hodja fra Nørrebro,
v/ Tone Mygind Rostbøll, M tone@tone-film.dk

Mille Rude, M millerude@gmail.com

Link:
Hjemmeside: hodjabio.dk/index.php/hodja-noerrebro
Facebookside: www.facebook.com/hodjabio

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.